HALL OF FAME: Tidligere års mestre


Mester 2016: Bjarne

Den gamle petanque-ræv er ikke til at vælte af pinden. For tredje år i træk listede han pokalen til sig.

Mesteren klarede det i to sæt mod Steen. Første sæt blev dog uhyggeligt tæt og endte 13-12. Andet sluttede mere komfortabelt i mesterens favør med 13-7.
Mester 2015: Bjarne

Årets finale stod mellem den regerende mester Bjarne og Lone271. Webmaster skal naturligvis beklage sin manglende tilstedeværelse i denne prestigefyldte affære, men fraværet skyldes udelukkende et sammentræf af uheldige omstændigheder tidligere i turneringen.

Lone satte sig i respekt fra starten: Pludselig førte hun 5-0, hvilket gjorde den regerende Bjarne noget bleg om næbbet. Men regenten fik efterhånden styr på koncepterne og kæmpede sig forbi modstanderen. Et ganske jævnbyrdigt sæt sluttede 13-9 i Bjarnes favør. Andet sæt blev knap så spændende. Nu havde den regerende regent for alvor fundet melodien, og han vandt sættet 13-6.

Så nu må pokalen stå og kede sig nok et år på anden sal. Det har den givetvis ikke godt af, så det skal vi have en anden ordning på næste år.
Mester 2014: Bjarne

Endnu en drabelig finale mellem veteranerne Bjarne og webmaster. Bjarne vandt første sæt 13-9, webmaster andet 13-12. Tredje sæt blev en ren gyser. 11-11 stod der før sidste omgang. Her lå webmaster så til at vinde kampen med 2 kugler tættest på grisen i omgivelser, som gjorde en bombning nærmest umulig for Bjarnes sidste kugle. Bjarne forsøgte alligevel - og minsandten om ikke der via masser af kling-klang blev rodet så meget op i det hele, at Bjarne nu pludselig havde 2 kugler tættest på. Og dermed tog denne garvede petanque-ræv pokalen. Webmaster sås vakle væk, mens han hulkede: "De gode græd, og de onde lo. Swineheld. Snøft!"

Kampen om tredjepladsen skulle egentlig stå mellem hr. og fru Schütt. Men da formanden har det med at indsætte fruen som stand-in i den slags "ligegyldige" kampe, var det i givet fald blevet en kamp mellem fru Schütt og - fru Schütt. Og det fandt publikum alligevel ville være en tand for morsom!
Mester 2013: Mogens 259

Det ser ud til, at den flotte pokal har fundet et blivende hjem i lejlighed 259. I alt fald snuppede webmaster den fine sag for andet år i træk - i en dramatisk kamp mod Susanne. Webmaster nåede dog først at dumme sig noget så gevaldigt: Ved stillingen 12-11 i 1. sæt lå han til det sidste point, da Susanne havde kastet alle sine tre kugler, og webmaster allerede havde en kugle tættest på grisen. Men webmaster skulle absolut blære sig og bruge sin sidste kugle på at bombe en fjendekugle ud. Bombningen glippede totalt, rodede op i hele kuglesuppen, så Susanne pludselig fik 2 point og vandt sættet 13-11. Ja, hvor dum kan man være. Webmaster reddede dog forestillingen ved at vinde 2. og 3. sæt 13-1 og 13-10.

Kampen om tredjepladsen skulle egentlig stå mellem Bjarne og formanden, men sidstnævnte havde som sædvanlig sendt fruen som stand-in. Det blev en glimrende kamp, som Bjarne vandt 13-6, 13-11.
Mester 2012: Mogens 259

Efter syv spildte år i lejlighederne 271 og 249 kom pokalen endelig hjem til 259. Men først måtte vi naturligvis igennem to semifinaler:

Den ene stod mellem sidste års mester, formanden, og Kantor11-petanquens grand old man Bjarne. Og Bjarne undlod nådigt at uddele "æg", men "nøjedes" med at jorde formanden med 13-2, 13-2. I den anden semi var det alt for fåtallige publikum vidne til en spændende match mellem Inga og webmaster, som endte 13-8, 13-11 i vebmasters favør.

Selve finalen blev en spændende og velspillet affære. Webmaster vandt første sæt 13-9, Bjarne andet med hele 13-3, hvorefter webmaster i tredje satte tingene på plads med 13-5.

I kampen om tredjepladsen skulle formanden ikke nyde noget, men sendte formandinden på banen som substitut. Formandinden vandt over Inga i en velspillet kamp med cifrene 13-4, 13-10.
Mester 2011: Steen 271

Så slog formanden til og brød Bjarnes mangeårige dominans. De foregående fire års mester måtte bide i sandet, dog i tre sæt. Cifrene blev 13-7 til formanden, 13-9 til Bjarne og 13-5 til formanden.

Det forlyder, at fruen i huset deroppe på 2. sal er lettet over at slippe af med "den hæslige pokal" - en kunstnerisk vurdering, webmaster naturligvis ikke deler, da det er ham, der i sin tid har indkøbt den elegante sag. Om Bjarne er lige så lettet, er vel tvivlsomt. Og sikkert er det, at det nu er formanden, der skal jagtes med krudt og kugler. Nå, måske ikke ligefrem med krudt, men da i alt fald med kugler!

Tidligere (se nedenfor) har der været en tendens til, at når først formanden - eller formandinden - havde bemægtiget sig pragtstykket, var det ikke til at få det vristet ud af lejlighed 271 igen. Det bør ikke gentage sig!
Mester 2010: Bjarne 249

Ja, det blev heller ikke i denne omgang, vi fik styr på den Bjarne! Webmaster forsøgte for fjerde år i træk, men blev nok en gang sat til vægs, dog i tre sæt.

Bevares, webmaster er set spille bedre. Men det afgørende var nok, at Bjarne havde en noget nær perfekt dag, hvad bombninger angår. Tit har man gået dernede i sandkassen med en Bjarne, der - med rette - har bandet og svovlet over alle de skæve bombe-forbiere. Men på dagen, hvor det gælder, mobiliserer han så en hit-procent tæt på de 100.

Jo, han er en turneringspiller - lidt som det tyske fodboldlandshold. Fandens til Bjarne!
Mester 2009: Bjarne 249

For tredje gang i træk stod finalen mellem Bjarne og webmaster, og for tredje gang løb Bjarne med pokalen. Men efter en særdeles lige kamp.

Webmaster vandt 1. sæt 13-8, Bjarne tog det næste med samme cifre. Og så måtte der et 3. sæt til. Det sluttede 13-12 til Bjarne.

Bronzekampen mellem bestyrelsesformanden og Ragnhild blev også en ganske tæt affære. Formanden vandt ganske vist 1. sæt overlegent 13-2, men så kom Ragnhild i gang og trippede 2. sæt hjem med 13-10. 3. og afgørende sæt sluttede 13-11 i formandens favør.

To spændende kampe og en særdeles munter grillfest efterfølgende.

Men nu må vi altså se at få styr på den Bjarne!
Mester 2008: Bjarne 249

En besynderlig finale.

Webmaster buldrede afsted og førte uden større dikkedarer første sæt 12-2, manglede altså bare et skaldet point for at lukke sættet.

Da træder den gamle petanque-ræv og regerende mester Bjarne i karakter. Stille, hmmm..., roligt, hmmm... og sammenbidt æder han sig ind på konkurrenten - og vinder sættet 13-12! Andet sæt tager webmaster, men da den regerende Bjarne snupper tredje, er sagen klar: Mester 2008 = Mester 2007: Bjarne.

Så til trods for formandens lystne blikke til pokalen fik Bjarne trofæet i tasken nok en gang, mens en tvær finaletaber så til i baggrunden til højre.
Mester 2007: Bjarne 249

Bjarne havde ellers holdt lav petanque-profil i en del år. Men i 2007 tog fanden ved den gamle mester fra 2000 (petanque-turneringens premiere-år). Stort set al modstand blev fejet til side - selv sidste års mester, vor formand, måtte bide i sandet. Kun webmaster formåede at slå Bjarne. Det skete i indledende runde, men hvad nyttede det, når så selvsamme webmaster fik gedigne klø i finalen! "Havde det så bare været omvendt!" kunne man høre den tabende finalist klage sig flere dage derefter.

I første omgang måtte den nyslåede mester kåres uden pokal, da formanden, som jo havde den stående fra sidste år, var taget til Marselisborg-løb - og havde glemt alt om at få afleveret det kostelige trofæ. Midt under løbet dæmrede det åbenbart for ham, og sønnike blev sendt hjem for at få ordnet sagen. Så alt endte i fryd og gammen - bortset fra webmasters uophørlige jamren.
Mester 2006: Steen 271

Pokalen må atter en tur omkring lejlighed 271, hvor den vil stå og samle støv det næste års tid. Formanden havde i finalen mest styr på tingene og vandt over Susanne i to sæt.

Tilskuerne var vidner til en kamp med mange gode momenter, men også et par fæle kiksere. Sidstnævnte blev kommenteret prompte og uden skånsel fra lægterne.

I kampen om tredjepladsen vandt Mogens over Bent i en kamp, der i kvalitet og udsving vel egentlig ikke lod selve finalen noget efter.
Mester 2005: Mogens 259

Pokalen havnede denne gang IKKE i lejlighed 271 Godtnok var husherren fra denne petanque-kompetente lokaladresse for Gud ved hvilken gang atter i finalen. Men webmaster havde trænet som en gal hele foråret med det for øje at bryde den Schütt'ske dominans. Og det gav både pote og pokal!

Kampen var absolut en finale værdig. Begge parter viste mesterspil. Og til trods for, at webmaster af en eller anden grund indledte både første og andet sæt med at lade formanden score 3 point på første gris, blev det altså alligevel til en webmaster-sejr. I to sæt med cifrene 13-9 og 13-8.

Undervejs i andet sæt leverede webmaster disse tre mesterkugler (bemærk distancen!) og kunne selvfølgelig ikke dy sig for at skryde. Da billedet blev taget, havde modstanderen for længst samlet sine kugler til sig og var lusket ind i buskadset til venstre i billedet.
Mester 2004: Lone 271

Man må sige, at familien Schütt har formået at sætte sit præg på vores fem år gamle petanque-turnering. To gange har husherren snuppet pokalen, og allerede efter dette års semifinaler var der med usynlig skrift prentet Schütt på det skinnende pragtstykke. Med andre ord: en finale mellem Schütt og Schütt.

Og her trak husbond det korteste strå. Ganske vist jævnede han fruen med 13-3 i første sæt. Men så tog fru Schütt fat, kæmpede sig igennem til 13-11 i anden omgang - kraftigt støttet af svigerfar og det øvrige (kvindedominerede) publikum.

Det chok kom formanden aldrig rigtigt over. Skarpheden manglede i tredje sæt, der blev skudt med spredehagl. Fruen var dog på et tidspunkt ved at lukke gemalen ind i kampen, men så satte hun som en sand mester det lange, seje træk ind: et point ad gangen, til de 13-10 var i hus.
Mester 2003: Dorte 247

For en gangs skyld løb bestyrelsesformanden ikke med den eftertragtede pokal. Det lå fast allerede efter semifinalen, hvor de to tidligere års mester fik tørt på af den senere vinder Dorte. Og det i blot to omgange! Første sæt var en ganske lige affære, men andet: Uhadada, hr. formand! Vi skal være så venlige ikke at nævne cifre (men var det ikke noget i retning af 1-13?).

Så Dorte strøg til finalen uden større dikkedarer. Og hvem stod og ventede her? Det gjorde såmænd ægtemagen, stakkels Lenny (med petanque-tilnavnet B52). Mage eller ej, også denne garvede kuglekaster-prof måtte bide i petanque-sandet.

I det hele taget er favoritternes tid måske ved at være forbi. Vi oplevede da i alt fald en del "uortodokse" resultater i løbet af turneringen.
Mester 2002: Steen 271

Formanden tromlede ubesejret gennem turneringen og kunne derfor med et smørret grin for andet år i træk indkassere chokolade, sprudelwasser og pokal - pokalen dog kun til låns.

Til gengæld ligner hans hæk en brasiliansk regnskov i løbetiden. I finalen mod Jonna vekslede han efter behag mellem kælen bedækning af grisen og velafrettede bombetogter mod Jonnas kugler, når hun havde vovet at lægge dem lidt for tæt på den gule basse.

Jonna fulgte ellers ganske godt med i første sæt. 9-13 slap hun med. Men hvordan hun ellers derefter vendte og drejede sig: Det ville ikke fungere mod den velspillende formand. Så da hun i andet sæt kun hentede 5 point, var sagen klar.
Mester 2001: Steen/Lone 271

Turneringen 2001 vil ikke gå over i historien. Dels er kildematerialet sporadisk, da ejerforeningens sekretær, der samtidig er petanque-turneringens referent og hoffotograf, for det meste var optaget af andre gøremål.

Dels var turneringen tyndt besat. Blandt andre havde de to garvede proffer og mesterskabsfavoritter Bjarne og Lennart måttet melde fra.

Og endelig var sekretæren ikke i form, da han en regnvåd aften i juli blev tvunget i kamp mod bestyrelsesformanden (som, just på grund af vejrliget, IKKE havde klippet hæk den dag - hans undskyldning for en pauver indsats året før).

Så formanden strøg videre i turneringen og kunne senere, efter en mat finale, luske af med pokalen.
Mester 2000: Bjarne/Susanne 249

2000 blev et brag af en turnering. Bestyrelsesformanden røg tidligt ud, angiveligt fordi han havde trættet sine arme med hækkeklipning, inden han skulle i kamp.

Det mest interessante opgør blev semifinale-matchen mellem Bjarne og Bent. Her sås fair play for alle pengene. Især Bjarne leverede petanque af høj teknisk klasse og holdt kampen igennem et artigt forspring.

Nu skulle han så i finalen op imod bomberen Lennart. Og det store spørgsmål var naturligvis, om hans forfinede teknik rakte mod modstanderens noget mere direkte spil.

Finalen kom dog til at bære præg af, at Lennart skulle nå et tog og blot ville have den skide kamp overstået. Så Bjarne vandt nemt i to sæt og kunne fortjent få overrakt pokalen af den længst udslagne formand.